Fiberbeton består at cement, sand eller knuste naturmaterialer og vand samt glasfibre, der anvendes som eneste armering. Via den indbyggede armering, der sprøjtes ud i formen sammen med cementmørtelen, opnås en enestående fleksibilitet og formbarhed. 

Produktionsmetode

Materialet udlægges i formen ved sprøjtestøbning, hvor vi hos A/S Magnus Holm anvender Danmarks eneste sprøjterobot, der sikrer et skånsomt arbejdsmiljø, en effektiv produktionsmetode og homogene produkter, idet en fuldstændig ensartet blanding af fibre og cementmørtel sprøjtes ud i rette mængde på rette sted, lag-på-lag, indtil den rette konstruktionstykkelse er opnået.

Formgivning

Fiberbeton har den store force at den kan sprøjtes ud i stort set enhver tænkelig 3-dimenionel form, hvilket giver arkitekten unikke frihedsgrader til formgivning.

Overfladen kan tage en hvilken som helst form eller tekstur som et præcist aftryk af den form og det formmateriale, der støbes mod. Der kan støbes mod stål, finér, brædder, gummi, plast m.v.

Der er således et meget bredt spektrum og udfaldsrum, hvor der kan opnås helt unikke og individuelle designudtryk.